Honningkvaliteten: er afhængig af flere faktorer, hvis talen falder på at det skal være 100% rent naturprodukt. Mindstekravet til et sådan produkt må være, at der er alle de stoffer og enzymer som bierne har tilført honningen, samt at denne ikke er udvundet ved uhensigtsmæssigt behandling sådan at produktet er det rene naturprodukt som bien har indlejret i honningtavlen når denne bliver solgt til forbrugeren.
Pollenindhold:
Analyser af slynget honning viser, at der er fra 500 til max. 3000 fermenterede pollenkorn pr. gram honning. At indholdet ikke kan være særligt stort, kender enhver biavler til, når han ser den færdig slyngede honningtavle, hvor han kan konstatere at det er umuligt at slynge ret meget af det indlejrede pollen ud af cellerne, hvorved du får den normale honning kvalitet. Det har vist sig at hvis man presser honningen ud af tavlen med et meget stort tryk, er antallet af fermenterede pollen fra 50,000 til flere hundrede tusinde pollenkorn pr. gram honning. Normalt ligger pollenindholdet i vores pressede honning gennemsnitlig på omkring 200,000 pollenkorn pr. gram honning. Altså med en forbedret honning kvalitet.
Opvarmning:
En anden faktor er om honningen har været opvarmet, hverken på den ene eller anden måde, da det altid vil være årsag til at enzymerne, der oprindeligt findes i pollen og honning , vil blive minimeret. Endvidere vil mange af de øvrige stoffer, som f.eks. antibiotiske stoffer – aminosyrer – proteiner – mineraler m.m., også minimeres i forhold til den oprindelige mængde.
Smagen:
Smagen i honningen er for det første afhængig af fra hvilke blomster bierne har trukket, hvilket karakteriserer om honningen er en f.eks. Raps – Kløver – Linde – Lynghonning, og for at opnå den karakteristiske smag som f.eks. findes i Kløverhonning, skal minimum 40% af den pollen der er til stede i honningen, stammer fra den trækplante som honningen kaldes. Det vil igen sige at er pollenmængden stor, vil smagen også blive kraftigere.
Behandling af honningen:
En anden faktor der gør sig gældende med hensyn til smagen, er selve behandlingen af honningen under udvindingen. En kraftig iltning af produktet under slyngning – sining – røring – og evt. pumpning vil medvirke, i negativ retning til honningens oprindelige smag.
Embalage:
Hvis biavleren har gjort hvad der står i hans magt for at frembringe et 100% rent naturprodukt, vil det være meget forkert at spare de sidste øre ved ikke at benytte emballage af glas og med et tætsluttende låg. Som det efterhånden er kendt, kan der diffundere ilt gennem plastik, og denne ilt er til tider mættet med vand. Da honning er hygroskopisk og vil kunne optage vand fra den omgivende luft, vil vandindholdet i honningen kunne stige, hvis luftfugtigheden er over 60% mættet med vand, Endvidere er det vigtigt at orientere forbrugeren om hvad det er for et produkt som vedkommende bliver præsenteret for, og derfor bør der være en forbrugeroplysning med hvert glas honning som sælges, for det viser sig honning er ikke bare honning.
Pesticid rester i honningen:
I dag hvor Varoamiden er udbredt over hele Europa, er det nok utopi at forestille sig at biavlerne kunne blive enige om, at bierne selv skal have muligheden for selv at gøre sig immune over for denne snylter. Der er aldrig nogen sinde et insekt eller dyreart der er blevet udryddet, uden at mennesket har været hovedårsagen., og dette vil heller ikke ske med den europæisk honningbi (apis mellifera). Resultaterne af at udenlandske biavlere har benyttet pesticider til bekæmpelse af varoa, viser med alt tydelighed, at rester af disse pesticider vil findes i honningen og mest alvorligt i vokset fra de udbyggede tavler. Desværre har der også været danske biavlere der er hoppet på denne tåbelige ide, bare for at springe over hvor gærdet var lavest, og kun for at slippe lettere over det arbejde det er at få fat i gudernes spise. Vi må derfor konstatere, at der i dag er pesticider i den danske voks, i mere eller mindre grad, og hvis man vil være sikker på, at der ikke skal være rester af pesticider i den honning vi sælger til forbrugeren, må vi selv i dag tage det ekstra arbejde ,der er ved at omsmelte vores egen voks, og eventuelt selv støbe vores kunsttavler. Dette kan kun lade sig gøre hvis man er 100% sikker på at ens voks aldrig har været hos en vokssmelter siden varoa kom til Danmark. Jeg ved godt at der er lavet voksklubber som har fundet en vokssmelter der vil påtage sig dette tillidsfuld stykke arbejde, men også jeg har hørt grimme rygter om at denne tillid ikke altid overholdes.
Da vi nu er derude hvor det kræver den allerstørste tillid til et andet menneske, og hvor der yderligere er penge indblandet, er der måske ikke andre udveje end, at lade bierne opbygge deres vokstavler fra bunden. Dette vil i allerhøjeste grad gå drastisk ud over honninghøsten, og vil vel blive den sidste udvej vi må ty til. At der i dag findes bekæmpelsesmidler, som er almindeligt forekommende i honning, samt driftsmetoder der vil kunne minimere antallet af varoamider, må siges at være lykkeligt for biavleren. Der gøres et stort dygtigt arbejde for at finde naturlige veje i dette bekæmpelsesarbejde, så er det bare om at benytte sig af disse metoder. Det må være af største betydning når honningens kvalitet og natur ægthed bedømmes, at alle ovennævnte forhold bliver tage i betragtning, hvis det er biavlerens ønske at kunne levere et 100% naturprodukt.
